El diario Jyllands Poster que se publica en Copenhague, Dinamarca, ( ver entrevista original al final del artículo) publica el martes una entrevista exclusiva con el disidente cubano Oswaldo Payá en la cual Payá expresa que está convencido de que en Cuba habrá un proceso similar al de los países de Europa Oriental cuando cayó el muro de Berlín, informó la agencia española de noticias EFE.
EFE, que tomó la información del diario dinamarqués, dijo que en esa entrevista Payá declaró lo siguiente al recordar los acontecimientos de la caída del “muro”:
“Se especulaba con la salud de Ceaucescu (el dictador comunista de Rumanía) o Honecker (el dictador comunista de Alemania Oriental). No se pensaba en la gente, que fue la que realmente provocó la caída. Fue un misterio por qué (la gente) se sublevó”, dijo Payá. “Pero ocurrió de repente y así será también aquí (en Cuba)”.
Según la información de EFE, en la entrevista con el diario dinamarqués Payá dijo que comprende que la Unión Europea quiera mejorar sus relaciones con el gobierno de Fidel Castro, pero defendió la necesidad de “enviar señales claras de que la normalización sólo será posible cuando sean liberados todos los críticos del sistema”.
Para el disidente cubano, interpretó EFE, Cuba pasa por un “momento decisivo” en el que su futuro deberá ser decidido por los propios cubanos mediante el diálogo, “no por el resultado de las elecciones en Estados Unidos”.
Payá hizo en la entrevista un llamamiento para que los turistas no vayan a Cuba mientras haya presos políticos porque el turismo “no contribuye a cambiar el sistema político en Cuba, sino que lo refuerza… los servicios de seguridad amenazan a mis amigos, a los de mis hijos. He recibido amenazas de muerte, pero mis creencias son más fuertes que mi miedo”, afirmó Payá, quien en la entrevista también criticó “el control y la represión” que sufre la Iglesia Católica de Cuba bajo el régimen de Castro.
Entrevista Jylland poster dinamarca
»Slet ikke. Cuba har for længst tilbagelagt den vej, der gør et styre totalitært og diktatorisk i alle facetter. Her bestemmer styret, om du kan få en telefon, købe gardiner og blive opereret. Har kommunismen noget sted udviklet sig til andet end diktatur. Tænk på Honnecker, Stalin, Ceaucescu, alle var ledere, der blev siddende i 30-40 år på magten.«
»Faktorerne er ens, terroren, frygten i folket, at slå ned på de anderledes, i valget af en ydre fjende, som får skylden for alt det onde, for fattigdommen og endda undertrykkelsen. I de cubanske skoler tvinges børnene til at råbe “pioneros por el communismo” – kommunismens pionerer – hver eneste morgen. Også selv om de ikke er kommunister.«
Hvorfor er De ikke rejst i eksil i udlandet, som deres brødre og så mange andre cubanere?
»Her i Cuba spørger man ikke om, hvorfor man vil rejse, men hvorfor man er blevet. Men Cuba er det sted, jeg har mine rødder. Her satte gud mig til verden, og her får min tro næring.«
Er De mere modig end andre?
»Nej, men jeg flygter ikke. Og min familie støtter mig. Havde jeg ikke min kone Ofelias accept og bistand, havde jeg aldrig klaret det.«
Har De et budskab til danskerne?
»Mit budskab til danskerne er, at de ikke længere ser Cuba som en skønt land med smukke kvinder, rom og badestrande, men som et sted, hvor 14.000 cubanerne sætter deres tilværelse på spil for at forandre landet.«
Ofelia kommer med kaffe, og interviewet må slutte, da Oswaldo Payá har andre aftaler. Ved døren peger han igen på de to blændede lejligheder overfor.
Han viser, hvor der blev kastet rød maling mod husmuren sidste år, dagen før han skulle modtage Sakharov-prisen, og peger på gulvet, hvor en sø af rød maling ventede ham den morgen, han vågnede, som en blodpøl, og på døren, hvor der stod:
»Dø, din orm«.
[email protected]
Fidel Castros udfordrer
Af JAKOB RUBIN, CHRISTIAN THYE-PETERSEN og LARS KRABBE (foto)
Cubas førende systemkritiker udsættes for konstant overvågning og psykisk tortur, men lukker ikke munden. Fidel Castros styre er baseret på frygt og systematisk undertrykkelse, siger han.
Øjne alle vegne. Ikke et sekunds privatliv. Naboer med onde hensigter.
Oswaldo Payá åbner forsigtigt den smalle, afskallede hoveddør og kigger ud.
På modsatte side af Peñon-gaden i Havana-forstaden Cerro sidder de, systemets folk, og tager notat af alt, der foregår i hans liv.
Et pludseligt mylder af mennesker dukker frem i gaden, der lå død hen minuttet før. Repræsentanter for styrets kontrolapparat, agenter, kommunistpartiets naboovervågningskorps – han ved, de er der.
Cubas førende og internationalt bedst kendte systemkritiker løfter blikket mod de to lejligheder overfor, hvorfra Fidel Castros sikkerhedspoliti i årevis har begloet ham.
Deres formål: At få ham til at holde mund. Det er endnu ikke lykkedes.
“Den udenlandske presse er min åbning til omverdenen. På grund af jeres interesse har jeg et håb om ikke at komme i fængsel,” siger Oswaldo Payá. Foto: Lars Krabbe
»Kom ind,« siger den 51-årige ingeniør.
Han lukker døren omhyggeligt. Den skraber fælt mod gulvet.
»Mit liv kan ikke blive værre. Jeg er permanent overvåget. Men jeg har lært ikke at tage mig af det,« siger han øjeblikket senere, i en træstol mellem stuens fire delvist ødelagte vægge.
Oswaldo Payá har været en torn i øjet på Fidel Castros kommunistiske styre, siden han som stor dreng nægtede at blive ungkommunist. Hans trods har kostet ham årevis i fængsel og “opdragelseslejre”. Takket være international opmærksomhed sidder han ikke også i dag bag lås og slå i en celle på halvanden gange tre meter.
»I er velkomne. Jeg har brug for jer,« siger han til Jyllands-Postens Explorer-hold.
»Den udenlandske presse er min åbning til omverdenen. På grund af jeres interesse har jeg et håb om ikke at komme i fængsel.«
14.000 underskrifter
Oswaldo Payás forbrydelse bestå i, at han har oprettet et parti og samlet 14.000 underskrifter for at få gennemført en folkeafstemning i Cuba, en ret, der er i overensstemmelse med landets grundlov.
Hans utrættelige kamp mod det cubanske system sikrede ham sidste år Europaparlamentets Sakharov-pris. Han har ligeledes været indstillet til Nobels fredspris.
Da de cubanske myndigheder i foråret arresterede 75 systemkritikere og idømte dem op til 28 års fængsel for undergravende virksomhed, var Oswaldo Payá til sin egen overraskelse ikke blandt dem.
»Jeg ved ikke hvorfor. Alle spørger mig konstant om det. Jeg kan kun sige, jeg er i Guds varetægt. Måske er jeg sluppet, fordi mit navn er kendt,« siger han.
Den uheldige ven
Stuens vinduer er blændet af skodderne, der tydeligvis aldrig åbnes. I den ene ende af rummet ligger en stak halvt fyldte cementsække. I den anden står et kunstigt juletræ med tændte blinklys. Blandt pyntet ses et foto af en af Oswaldo Payás venner, der var knapt så heldig.
Regis Iglesias hedder han. En langhåret ung mand, der ifølge Oswaldo Payá intet andet har gjort end talt for menneskerettigheder i Cuba.
»Han deltog i forårsbevægelsen. Når han kommer ud af fængsel, er han en ældre mand,« siger Oswaldo Payá med den kyniske fasthed, der kommer af at vide, at intet kan være værre end det, man allerede har oplevet.
Regis Iglesias blev idømt 18 års fængsel under forårets udrensning af systemkritikere, der kostede Cuba dyrt i landets i forvejen svært belastede internationale opbakning.
I dag er Regis Iglesias som pynt på et juletræ vidnesbyrd om, at julen er bittersød blandt Cubas udraderede skare af systemkritikere. Oswaldo Payá vurderer, at der udover de 75 fængslede fra foråret sidder omkring 300 samvittighedsfanger i cubanske fængsler.
Med ét banker det kraftigt på døren. Det giver et gib i Oswaldo Payá. Han går hen til døren, mens salen holder vejret. Han åbner. Døren skraber stadig mod gulvet. En ung mand vil vide, om Payás store dreng er hjemme.
Det følgende er et koncentrat af den cirka en time lange samtale med systemkritikeren.
Regner De med at slippe for at komme i fængsel igen?
»Jeg forestiller mig, at jeg kan blive sat i fængsel hvilket som helst øjeblik. Det korrekte spørgsmål er i virkeligheden, hvorfor snese af mennesker blev dømt så lange fængselsstraffe uden, at der blev fundet bomber eller statsfjendtlige dokumenter hos dem.«
Hvilke forandringer kæmper De for i Cuba?
»Jeg kæmper for, at cubanerne får lov til selv at bestemme deres skæbne. Og jeg gør det på fredelig vis. Ifølge vores grundlov kan 10.000 cubanere kræve, at et lovforslag tages op i kongressen. Vi har samlet 14.000 underskrifter, og vi kræver, at rettighederne i grundloven respekteres, såsom frihed til at udtrykke sig og organisere sig.«
»Vi kræver, at de politiske fanger løslades, og at cubanere tillades at åbne en virksomhed. I dag kan udlændinge åbne virksomheder i Cuba, mens cubanerne ikke må. Desuden vil vi have frie valg til nationalforsamlingen. I dag stiller 609 politisk udvalgte kandidater op til 609 pladser. Det er en farce.«
Siden der ikke opleves protester imod systemet, betyder det så, at cubanerne generelt støtter Fidel Castro?
»En uge før Ceaucescu blev styrtet, var der tavst i Rumænien. Lige sådan i de øvrige kommunistiske lande. Tavsheden skyldes frygt. Det er på frygt, at et totalitært system holder sig oppe. Den dag frygten forsvinder, falder systemet, det viser historien. Vi er ved at nå dertil. 14.000 cubanere har tilmeldt sig vores indsamling med navn, adresse og id-nummer, selv om de risikerer at miste job, bolig, og deres børn må forlade universitetet.«
»Hvem tror, at cubanerne har ønsket sig et system, der undertrykker dem. Hvor de fængsles, hvis de siger deres mening, og det er forbudt at rejse frit. Hvis Fidel Castro var så sikker på, at han er ønsket af befolkningen, hvorfor afholder han så ikke et valg.«
Castros tid er slut
Ville han vinde det?
»Nej, bestemt ikke, med mindre reglerne forblev, som de er. I et frit Cuba ville han ryge ud. Hans tid er slut. Men hans magtsyge får ham til at klynge sig til den med alle midler. Vi lever med et regime, der ikke ønsker at ændre noget som helst, selv om befolkningen har brug for forandringer af alle slags. Det er ikke et spørgsmål om venstre og højre. At kalde styret her venstreorienteret er en fornærmelse. De ægte venstreorienterede i Cuba sidder i fængsel.«
Den civile kamp
Ændrer Cuba sig først den dag, Fidel Castro dør?
»Cubas fremtid afgøres af den civile kamp. Efter Fidel Castro kan der komme en ny totalitær stat, hvis dage også vil være talte. Der kan komme civile kampe, uorden, splid mellem cubanere med forskellige meninger. Vi kan i virkeligheden ikke vente på, at Fidel Castro dør. Vi accepterer ikke dette diktatur, heller ikke dets arvinger. Dette styre synger på sidste vers. Det vi ser nu er, at kommunistpartiets elite forbereder sig på at blive de rige i et fremtidigt post-Fidel Cuba, som vi så det ske i Østeuropa.«
Hvordan gør de det?
»Præcist hvordan er svært at gennemskue. Men den kommunistiske elite lever allerede som millionærer i dette land. Deres børn går på universiteter i udlandet. De lever i de såkaldte Zonas Congeladas, i palæer med privilegier, kun de færreste drømmer om. De står klar til at overtage selskaber og jord den dag, kommunismen falder.«
Styret bestemmer
Kan man i Deres øjne kalde Cuba kommunistisk?
»Slet ikke. Cuba har for længst tilbagelagt den vej, der gør et styre totalitært og diktatorisk i alle facetter. Her bestemmer styret, om du kan få en telefon, købe gardiner og blive opereret. Har kommunismen noget sted udviklet sig til andet end diktatur. Tænk på Honnecker, Stalin, Ceaucescu, alle var ledere, der blev siddende i 30-40 år på magten.«
»Faktorerne er ens, terroren, frygten i folket, at slå ned på de anderledes, i valget af en ydre fjende, som får skylden for alt det onde, for fattigdommen og endda undertrykkelsen. I de cubanske skoler tvinges børnene til at råbe “pioneros por el communismo” – kommunismens pionerer – hver eneste morgen. Også selv om de ikke er kommunister.«
Hvorfor er De ikke rejst i eksil i udlandet, som deres brødre og så mange andre cubanere?
»Her i Cuba spørger man ikke om, hvorfor man vil rejse, men hvorfor man er blevet. Men Cuba er det sted, jeg har mine rødder. Her satte gud mig til verden, og her får min tro næring.«
Er De mere modig end andre?
»Nej, men jeg flygter ikke. Og min familie støtter mig. Havde jeg ikke min kone Ofelias accept og bistand, havde jeg aldrig klaret det.«
Har De et budskab til danskerne?
»Mit budskab til danskerne er, at de ikke længere ser Cuba som en skønt land med smukke kvinder, rom og badestrande, men som et sted, hvor 14.000 cubanerne sætter deres tilværelse på spil for at forandre landet.«
Ofelia kommer med kaffe, og interviewet må slutte, da Oswaldo Payá har andre aftaler. Ved døren peger han igen på de to blændede lejligheder overfor.
Han viser, hvor der blev kastet rød maling mod husmuren sidste år, dagen før han skulle modtage Sakharov-prisen, og peger på gulvet, hvor en sø af rød maling ventede ham den morgen, han vågnede, som en blodpøl, og på døren, hvor der stod:
»Dø, din orm«.
[email protected]